Fødslen var langt om længe overstået. Udmattet efter kejsersnittet lå Julia nu og stirrede ud i luften i barselssengen. Hun var træt og orkede ikke at sige noget. Ved siden af sengen sad hendes kæreste, Steven, og hvilede hovedet i hænderne. En dugfrisk morgenavis med alt om mordet på Donald Trump lå på et bord ved siden af ham, men han havde på ingen måde overskud til at læse den. Fødslen var kommet over tre uger for tidligt og havde været både pludselig og hård.

I det mindste var alt gået godt.        

En lav, men mærkelig, summende lyd fandt vej ind til hospitalsstuen og forsvandt hurtigt igen, men ingen af dem hørte noget. De bemærkede heller ikke de to mænd, der pludselig stod i rummet – begge iført sorte heldragter i polyethylen med stærke lynlåse, hætter og fuldmasker med store, gennemsigtige huller til øjnene:

»Vi er inde,« sagde den ene igennem sin neurotransceiver.

Lyden knasede en smule, men det var normalt, når signalet blev sendt på så lave frekvenser.

»Vi hører jer,« lød det fra Operations. »Forbindelsen er stabil. Alle fluktuationer er neutrale.«  

»Bekræftet,« kom det fra den anden, »vi påbegynder dykket.«

De to fremmede, der på ingen måde passede ind i hospitalsmiljøet, begyndte med blot at observere rummet. Ikke alle steder var klart visualiserede, så de endte med at rette blikket mod Julia i hospitalssengen.

»Hvordan ser patienten ud til at ha’ det?«

»Patienten ser ud til at være upåvirket. Jeg gentager: Ingen påvirkning.«

»Fint, vær forsigtige,« advarede Operations.

Som en slags astronauter, der trådte deres første skridt i et ukendt rumskib, gik de forsigtigt hen mod Julia og Steven. Alting virkede fredsommeligt, men da de kom tættere på, indtraf der en åbning i scenen, som ikke havde været der før:

En barneseng dukkede op.

»Ser du også det, jeg ser,« hviskede den ene af mændene, der hed Christopher. »Jeg tror minsandten, vi har ramt en guldåre her.«

Nysgerrigt nærmede de sig barnet, der sov sødt.

»Ved vi mon, hvem barnet er?« spurgte den anden dykker. Han hed Marco.

»Nej, ikke med sikkerhed, men det kan være klienten. Bare sørg for at få det hele med,« kommenterede lederen ude fra Operations.

»Nydeligt lille ansigt,« sagde Chris om barnet, der stadig var ganske hvidlig i ansigtet og småklistret i håret. »Hvem end du er, så bliver du glad for at se dette minde.«

Han satte fokus på barnets armbånd på håndleddet, der afslørede et pigenavn: Merle.

»Nu må I huske også at få moren og faren med. Det er lige så vigtigt,« lød det over neurotransceiveren.

»Selvfølgelig,« svarede Chris og overvejede, hvordan han skulle få et par gode skud af faren, der stadig sad og hang på stolen. »Marco, hvis du bliver derovre, forsøger jeg at få faren med også.«

»Bliv nu ikke for kreativ, Chris,« advarede koordinatoren, »der må ikke ske en stigning i fluktuationer, når du nærmer dig. Gå langsomt.«

Chris listede.

Hvert et skridt kunne udsende bølger, som igen kunne forvrænge somnia-tilstanden hos patienten og resultere i en ændring af scenen. I bedste fald kunne patienten vågne, i værste fald kunne Chris og Marco ende et helt andet sted og komme i store vanskeligheder.

Det var dog ingen fare for nu. Til gengæld var der et andet problem: Chris kun kunne se Steven ovenfra, hvilket ikke var en særlig interessant vinkel.

»Jeg prøver at gå ned i knæ for at få mere af hans ansigt med.«

»Det er risikabelt, Chris,« advarede Marco, »du skal kunne være mobil, hvis han bevæger sig.«

»I know,« svarede Chris og gjorde det alligevel.

»Vent, Chris, lad mig i det mindste få nogle billeder af moren først, så vi får det med. Det er lige så vigtigt,« sagde Marco, der langsomt fjernede fokus fra barnet.

Imens var Chris allerede i gang med at gå ned i knæ.

Det var øjeblikke som disse, han elskede.

»Der sker ikke noget.«

»Du hører aldrig efter,« bebrejdede Marco og observerede Julia. Hun var bleg af blodtab, men det var forventeligt efter et kejsersnit, hvor hun havde tabt meget blod.

»Hvordan ser hendes selvspejling ud, Marco?« spurgte Operations.

»Meget stabilt. Hendes billede af sig selv er yderst harmonisk,« svarede han og tænkte på, at hun i grunden var en flot pige. Eller nærmere: Hendes opfattelse af sig selv var smuk. Det han så på, var jo bare en gengivelse af hende selv i hendes erindring. I virkeligheden var hun en tudsegammel, syg og rynket dame på 91 år, der lå i en seng i lokalet ved siden af og sov med hovedet plastret til med sensorer.

»Er du sulten?« spurgte kæresten pludselig på en måde, så det lød som om, det var Gud, der talte fra himlen – sådan lød det ofte, når stemmer åbenbarede sig i drømme. Men fordi Chris befandt sig relativt tæt på faren, gav det et lille sæt i ham.

»Hvad sker der, Chris? Der kan måles fluktuationer i dit område. Vi registrerer en svag dissolvens i scenen omkring dig.«

Det var Operations, der advarede ham udefra drømmen. Udover at de kunne følge drømmebillederne fra dykkernes syn på et utal af skærme i et kæmpe medierum, kunne de også måle de såkaldte drømmefluktuationer. Fluktuationerne var bevægelser eller svingninger, som gjorde drømme ustabile. Det mærkelige var, at selvom patienten ikke kunne se drømmedykkerne, så kunne de alligevel godt påvirke drømmen. Deres fluktuationer kunne måles, og erfaringen viste, at hvis patienten blev forstyrret for meget i en scene – enten af udefrakommende lyde, rystelser eller andre påvirkninger – så kunne scenen ændre sig radikalt. Drømmedykkernes interferens kunne få konsekvenser for drømmen, præcis ligesom drømmen kunne få konsekvens for dykkerne.

Derfor bakkede Chris forsigtigt bagud.

Marco havde stadig fuld fokus på Julia, som træt rystede på hovedet:

»Jeg har slet ingen appetit,« sagde hun til kæresten. Hendes stemme lød blid og behagelig. Nærmest som smuk musik.

»Du slipper hende ikke, når hun taler, Marco. Det er uvurderlige minder,« instruerede Operations.

»Jeg løber ingen vegne,« hviskede han.

»Chris, der er stadig uro i din del af scenen.«

Det var faren, der havde rejst sig op fra stolen, og nu strakte sig og gabte højlydt.

»Jeg gør intet,« forsikrede Chris, uden dog at nævne, at han faktisk var i gang med at bakke længere bagud.

Kærestens gab lød, som når en løve brøler. Det var så højt, at lyden fik scenen til at vibrere visuelt i kanterne.

»Seneste fluktuationsmåling viser 9.6 omkring dig Chris, det er for højt!«

»Slap nu af, mand, jeg er jo i gang med at trække mig tilbage …«

Behersket løftede han foden og gik et skridt længere bagud, men desværre i den forkerte retning. På en hylde bag ham stod der nemlig en ting, der skulle komme til at ødelægge det hele:

Et glas saftevand.

»Vil du ha’ lidt at drikke?« spurgte kæresten og rakte pludseligt hånden direkte igennem maven på drømmedykkeren.

»Av, for pokker!« lød det smertefuldt fra Chris, da farens hånd forsvandt igennem ham som et spøgelse og sendte psykosomatiske smerter ud i hans krop.

På briksen i dykkerrummet vred Chris sig i smerte.

Problemet var, at drømmedykkerens bevægelser og lyde nu kunne sende modsatrettede fluktuationer imod patienten og forstyrre somnia-tilstanden. Hvis patienten vågnede, ville scenen forsvinde øjeblikkeligt.

Alt ville være tabt.

Hvis drømmen skulle fortsætte, var det altså Chris, der måtte betale prisen.

»Vi er klar til at afbryde, Chris?!« kom det fra Operations, som med et enkelt klik kunne tage drømmedykkerne ud af scenen og dermed stoppe eventuelle smerter. »Nu kan vi måle fluktuationer på 34.4! Chris, skal vi lade Marco klare resten?«

Generelt kunne et menneske tåle fluktuationer på omkring 70. Ingen havde nogensinde overlevet fluktuationer i nærheden af 100. Hjernen kunne simpelthen ikke håndtere en så voldsom opfattelse af så meget smerte uden at lukke kroppen ned og dermed slå drømmedykkeren ihjel.

»Vent,« svarede Chris pinefuldt, da det føltes som om nogen var i gang med at massakrere hans indvolde. Fluktuationerne var yderst stærke. De pulserede igennem hans egen illusion af sin krop, som også kom smerteligt til udtryk i den virkelige verden, hvor han var i pine.

Aldrig nogensinde havde han forestillet sig, at han skulle føle smerte fra et glas saftevand, der blev trukket igennem hans mave.

»Chris! Vi gentager: Du behøver ikke at udsætte dig for det der,« fortsatte Operations i neurotransceiveren, »det skyder jo igennem dig med fluktuationer!«

Heldigvis var det endelig overstået, og han udstødte et lettelsens suk:

»Det er forbi nu,« ømmede han sig, mens kæresten i drømmen gik hen til Julia og afleverede glasset med saftevand, som hun nippede til.

»Manden er jo masochist,« mumlede Operations, der fulgte med i Marcos syn. Patienten fik et kys i panden af Steven, og fordi Chris havde holdt ud, fangede de nu begge et uvurderligt minde.

Værdien af den slags var høj. Kærlige minder var der mange penge i.

»Er du ok, Chris?« spurgte Marco, mens han fortsat bevarede fokus på patienten, som de begge var tilkoblet – eneste forskel på dem og patienten var, at de var ved bevidsthed inde i patientens drøm.

»Jaja, det går, jeg har oplevet værre,« svarede Chris med en vis udmattelse og gik i sikkerhed i et hjørne af rummet, hvor han var på god afstand af det hele.

Egentlig havde han brug for en lille pause til at komme sig, men så opdagede han noget besynderligt:

»Har du set gulvet, Marco?«

»Øh, nej, jeg holder ligesom fokus på patienten…«

»Prøv at komme herover. Det er ret mærkeligt. Jeg skal nok observere patienten imens.«

Marco trak sig langsomt bort fra hovedpersonen, som nu blev overvåget af Chris. Da han nåede hen for enden af hospitalssengen, gjorde han som Chris havde bedt ham om og rettede sin opmærksomhed mod gulvet.

Noget dryppede ned fra Julias hospitalsseng.

»Er det saftevand?« spurgte han undrende.

»Tror det ikke,« svarede Chris, »glasset lader til at være mere eller mindre uberørt. Kæresten har stillet det på det lille bord ved siden af sengen.«

»Kan du undersøge gulvet?« spurgte Operations, men blev overdøvet af kvindens stemme, der gav en urolig genlyd i scenen:

»Steve, jeg føler, der er noget galt. Det er ligesom om, at der er noget, der er meget vådt under min dyne,« sagde hun til kæresten med et usikkert blik i øjnene. »Vil du kigge efter?«

»Selvfølgelig, skat,« svarede Steven, imens for enden af sengen bøjede sig ned for enden af sengen for at undersøge væsken på gulvet. Marco rakte hånden ud og trak sin finger igennem den slimede pøl og efterlod en smattet streg på linoleumsgulvet:

»Det er blod,« sagde han og bemærkede endnu dråbe, der dryppede ned fra sengen.

Patienten blødte.

»Jeg ville passe på, Marco,« advarede Chris. »Steven er ved at løfte dynen nu, og hvis hun bløder, kan det være tegn på et traume. Scenen kan ændre sig til et mareridt. Så kan der ske alverdens ting.«

»I siger bare til, hvis I vil afbryde,« lød det fra Operations, »vi har fået rigeligt med godt materiale. Vi skal ikke have jer ind i et mareridt …«

Men desværre var de ikke hurtige nok.

»Jamen, du bløder jo, skat!« udbrød Steven, da han opdagede en sø af blod under Julias dyne.

Begge slog forfærdet øjnene op over synet, og øjeblikkeligt trak Steven i en tynd, rød snor, der hang bag patienten:

»Hjælp!« råbte han. »Vi skal ha’ hjælp herinde! Nu!«

Nødråbene var så høje, at de tvang Chris og Marco til at holde sig for ørerene, selvom det egentlig ikke gjorde nogen forskel. At holde sig for ørerne var bare den naturlige måde at reagere på i den virkelige verden, og derfor reagerede man oftest på samme måde, når man dykkede i drømme.

Det værste var imidlertid, at råbene stjal Marcos opmærksomhed.

Han kunne ikke nå væk i tide.

»Pas på!« udbrød Chris, idet hospitalsdøren bragede op og adskillige læger og sygeplejersker væltede ind på stuen som en flok destruktive zombier, der kunne lugte blod. Flokken løb direkte mod Marco, der blev ramt af et godstog af velmenende hjælpere.

Chris så, hvordan hospitalspersonalet mejede igennem hans kollega – som hvis hans krop blev pulveriseret af en salve fra en maskinpistol.

Det værste var imidlertid hans skingre og smertefulde hyl, der var et resultat af, at fluktuationsmålingerne nåede helt op på 85.2!

»Afbryd! Afbryd!« skreg Chris, der ikke kunne gøre hverken fra eller til. Eneste han kunne, var at observere, hvordan Marco led og først efter et par sekunder forsvandt han ud af drømmen.

Desværre for sent.

Imens ventede Chris på, at det blev hans tur. Hospitalsstuen var fyldt med læger og sygeplejersker, der stod i en rand omkring Julias hospitalsseng.

Kærestens blik var knust. Patienten skrig. Og samtidig forsøgte personalet at holde fast i hendes ben og arme, mens nogle andre pressede og æltede hårdt og direkte ned i hendes blodige skød.

»Det er livmoderen, der ikke har trukket sig ordentligt sammen,« konstaterede en læge, mens væggene i scenen nu begyndte at trække sig sammen.

»Hold hendes ben og arme,« råbte en sygeplejerske.

Chris så omkring sig. Det var muligvis en tunnel, der var ved at danne sig i drømmen. Snart ville scenen være endnu mere livsfarlig at befinde sig i.

Så blev han heldigvis også trukket ud af drømmen.

At vende tilbage fra et drømmedyk er en forvirrende oplevelse. Stærk hovedpine er en almindelig bivirkning. Forstyrrende farver, der blokerer for synet, er heller ikke ualmindeligt. Man kan også blive meget svimmel, og nogle har en følelse af, at deres krop føles fremmedgjort i et langt stykke tid.

For Chris var det med bankende hjerte og en følelse af panik, at han slog øjnene op.

Straks rev han de omkring tyve forskellige dioder af hans hoved, som krævedes for at tilslutte sig patientens drømme. Jobbet som drømmedykker nødvendiggjorde derfor også, at man var villig til at lade sig barbere skaldet.

Alt det var imidlertid ligegyldigt nu.

De eneste tanker, der farede gennem hans hoved var, om Marco havde klaret dykket. Ingen kunne tåle så høje fluktuationer. At Marco var blevet dødeligt ramt, blev bekræftet, da Chris så over på briksen, hvor hans kollega lå.

Rundt om briksen stod der mennesker med mundmasker og kitler på.

En havde en kanyle i hånden med et skud adrenalin. Nålen skulle stikkes direkte ind i Marcos hjerte. En anden holdt øje med en monitor, der viste en faretruende tynd streg, som egentlig burde give bippende lyde fra sig i regelmæssige intervaller. I stedet blev den fulgt op af en konstant hyletone, der vidnede om, at Marcos hjerte var holdt op med at slå.

En af lægerne gav ham hjertemassage:

»… 16, 17, 18, 19, 20,« blev der sagt, hvorefter en anden læge med en hjertestarter brød ind:

»Væk! Flyt jer!«

Lægen trådte forpustet tilbage. Alle andre fulgte trop, undtagen personen, der satte stødpuderne på Marcos hud og sendte tusindvis af volt ind i den forulykkede drømmedykker.

Den livløse krop løftede sig fra briksen, men landede igen – lige så død som før.

»Forfra,« fortsætte lægen og påbegyndte på ny hjertemassagen.

»Kom nu, mand,« hviskede Chris og fulgte nervøst med i, hvordan lægerne ihærdigt forsøgte at redde hans kollega. »Kæmp nu for det, Marco. Kæmp!«

Igen blev der råbt højt:

»… 18, 19, 20.«

»Væk!«

Derefter blev en ny portion elektricitet sendt ind i Marcos krop i håb om at kickstarte hans hjerte.

Men endnu engang fejlede det.

»Forfra!«

Personalet forsatte i næsten et kvarter.

Der blev forsøgt igen og igen. Hjertemassage, kunstigt åndedræt, adrenalin, elektrochok. Alt blev forsøgt, men intet hjalp.

Til sidst rakte overlægen opgivende hænderne i vejret og bandede højlydt:

»Fandens!« udbrød han og sparkede til en stol.

Nogle sænkede hovederne, andre rystede opgivende på hovedet.

»Nej!« råbte Chris frustreret. »Det kan ikke passe. Det må ikke ske.

Men det var sket. Den gamle dames mareridt havde taget livet af Marco.

Merle så ind igennem vinduet til hospitalsstuen. Rummet, som hendes aldrende mor befandt sig i, var fyldt med udstyr, computere, ledninger og andre fremmede genstande. For den 91-årige dame, der stadig var under opvågning, var det svært at forholde sig til alle apparaterne. En sygeplejerske var ved at fjerne noget udstyr, og når den gamle dame kortvarigt og døsigt åbnede øjnene, forstod hun tydeligvis ikke rigtigt, hvad der foregik.

Merle kunne se i hendes mors blik, at hun var forvirret. Derfor ville hun frygteligt gerne ind til hende, så hun kunne berolige hende.

Skyldfølelsen over at have udsat hendes mor for drømmedykkere nagede hende. Når hun tænkte nærmere over det, var det måske ikke så hensynsfuldt gjort.

Aftenen før var Merles mor nemlig blevet lagt i seng, ligesom hun plejede på sit plejehjem – men hvad hun ikke vidste var, at hun før sovetid havde fået sovemedicin i sin te og efter at være faldet i en dyb søvn, var blevet transporteret i en flyvende ambulance til Memory Hunters hovedkontor, der befandt sig godt en times tid nord for New York. Her var hun blevet koblet op til firmaets dreamhub, en supercomputer, som gjorde det muligt for drømmedykkerne at komme ind i hendes hjerne, rejse rundt i hendes sind og udtrække oplevelser fra hendes hukommelse, mens hun sov.

Dette var 14. drømmedyk.

Almindeligvis opdagede patienten ikke noget, men fordi Merles mor denne gang havde haft et sjældent mareridt, var hun altså vågnet op mit under dykket.

Selvfølgelig havde hun været lidt ude af den. Hvem ville ikke blive det, hvis man slog øjnene op i en hospitalsstue, der var fyldt med avanceret computerudstyr og man selv var koblet op til det?

»Din mor skal nok klare den,« lød en stemme bag Merle.

En smule bekymret vendte hun sig og så direktøren fra Memory Hunters komme hende i møde længere nede af gangen.

»Det er jeg glad for at høre,« sagde hun, da direktøren rakte hånden ud for at hilse på hende.

Hun skulle til at hilse, men i hånden havde hun sin mobil. Den havde kimet hende ned hele morgenen. Det var hendes personlige assistent, der prøvede at få fat på hende. Men hun havde undladt at svare, fordi Memory Hunters havde hasteindkaldt hende grundet mareridtet. Hun lagde mobilen over i den anden hånd og hilste:

»Ja, jeg blev jo noget bekymret.«

»Det skal du slet ikke være, Merle, det er bare procedure.«

»Hvad skete der? Gik dykket ikke godt eller hvad?« spurgte hun og pegede hen på vinduet, som hendes mor lå inde bag ved. »Jeg synes, mor ser lidt mut ud. Hvornår kan jeg gå ind til hende?«

Selvom klokken var lidt i syv om morgenen, så direktøren særdeles frisk ud. Skjorten var nystrøget, slipset sad nydeligt og frisuren var perfekt. Et stort smil bredte sig i hans ansigt:

»Hør her: Det gik fantastisk!« forsikrede han, »bare rolig, Merle. Din mor har det helt fint. Det lover jeg dig, og du kan sagtens gå ind til hende om lidt. Som sagt tilkaldte vi dig kun, fordi hun havde et lille mareridt – ikke noget voldsomt. Det er bare sådan, at når patienterne vågner for tidligt, vil vi gerne have de pårørende i nærheden til at berolige dem. Det gør vi altid, men det er altså helt normalt. Du skal virkelig slet ikke bekymre dig.«

Beskeden gjorde Merle mere tryg.

Selvom hendes mor var stærkt dement, faktisk i et meget fremskredent stadie, og om nogle timer næppe ville kunne huske en brik af det hele, skulle hun da alligevel have det godt.

Ikke mindst fordi hendes mor jo aldrig havde givet samtykke til, at nogen måtte udtrække erindringerne fra hendes sind. Det var noget, hun havde besluttet, nu hvor hendes ansøgning om værgemål over hendes mor var blevet godkendt.

»Nå, ok, det gør mig lidt mere rolig. Hvad med drømmene? Var der noget godt i dag?«

»I dag var en kæmpe succes. Jeg siger dig, vi fik nogle vildt lækre minder i kassen. Du kan glæde dig, Merle. Det bliver så stort for dig at se og høre. Det hele handler om dig!«

»Glæder mig faktisk også,« smilede hun et kort øjeblik, men kom så til at tænke på, hvorfor hun i det hele taget var kommet: »Men hvad så med mareridtet? Har I også optaget det?«

Direktøren lo og strakte armen ud som en invitation til, at de skulle følges ad sammen ned ad gangen:

»Altså, hvis du havde håbet på en gyserfilm, så må vi desværre skuffe dig. Generelt er mareridt meget støjende i billederne. Neuronerne agerer af uforklarlige årsager meget anderledes end i normale drømme. Vi kan faktisk ikke rigtigt se, hvad der foregår. Vi kan kun måle det. Det er noget, der forskes i. Indtil videre kan vi altså kun præsentere dig for de gode minder. Det håber jeg, du kan leve med.«

»Selvfølgelig,« svarede hun og mærkede igen mobilen vibrere i sin hånd. »Det bliver spændende. Hvor mange gange endnu var det, I skulle fortsætte med drømmedykkene?«

»Det var dét, jeg tænkte, vi lige skulle tale om over en kop kaffe, inden hun vågner helt,« sagde han, da en dør pludselig åbnede sig og en noget nedtrykt person kom ud.

Manden var skaldet og havde sorte rander under øjnene.

»Nå, hej Chris,« hilste direktøren og smilede med sine fine hvide tænder.

Den skaldede mand nikkede og gik videre ned ad gangen mod en kaffeautomat. Da han passerede Merle, var det som om tiden gik i stå. Hun så kortvarigt ind i hans triste blik, der var fyldt med smerte og tomhed.

»Lad os bare gå ind i mødelokalet,« fortsatte direktøren og tog hende om skulderen, så hun blev ført væk fra manden. »Det er næste dør. Her på din højre hånd.«

Kort efter kunne de høre en plastikkop, der landede i kaffeautomatens bund og begyndte at blive fyldt op med kaffe. For at overdøve kaffemaskinen hævede direktøren sin stemme:

»Altså, jeg ved godt, at prisen er høj for et drømmedyk, men din mors sind er faktisk ret solidt på trods af hendes høje alder. Der er rigtigt, rigtigt mange gode minder derinde om dig og din familie, som vi kan få fat på… Men vi gør det naturligvis kun, hvis du synes, at vi skal fortsætte, Merle.«

Bag hende vendte den skaldede mand sig overrasket om for at iagttage pigen, han netop havde passeret. Det var lige før, han havde spildt noget af den varme kaffe, han nu holdt i hånden. Var det hende? Var hun den lille baby i drømmen?

Uden at de lagde mærke til det, observerede Chris dem på afstand og overhørte deres samtale. Præcis ligesom han gjorde i drømme.

»Jamen, det synes jeg da,« sagde hun. »Eneste udfordring er, at jeg skal på forretningsrejse i næste uge, så jeg kan ikke komme, hvis mor får flere mareridt. Men ellers kan I jo bare køre hende frem og tilbage, som I plejer fra plejehjemmet.«

»Det lyder fantastisk, Merle,« hørte han direktøren sige. »I øvrigt så er det med mareridtene altså meget, meget sjældent – faktisk er det slet ikke noget problem for os.«

»Det er godt at høre,« svarede hun tilbage.

»Ja, ik’! Du skal bare gi’ den bare fuld gas med forretningen. Så sørger vi for at fange nogle unikke minder fra din mors drømme, som du kan se, når du er tilbage. Hvilket får mig til at tænke på: Har du  hørt om vores Dreamers Cut Edition?«

Direktøren gik ind i mødelokalet, men ude på gangen stod Chris stadig og lyttede.

Da døren lukkede, tabte han kaffekoppen på gulvet.