Raketten ramte dem med et brag. Anton nåede at se den komme og løbe væk, men Sigurd blev fanget i infernoet. Nytårsmissilet eksploderede omkring ham i en byge af ild og gnister, der kvalte det uskyldige offer i grå røg, farverige lysglimt og krudtflammer.

Drengen skreg.

Imens flygtede en flok damer i lårkorte nederdele og smokingklædte herrer bort i alle retninger. Ligesom Anton og Sigurd var de gået ud til gadehjørnet lidt over tolv for at se det flotte fyrværkeri på den oplyste nytårshimmel. Ingen af dem havde selvfølgelig forestillet sig, at de ville være så uheldige at blive ramt af en løsgående nytårsraket.  

Selvom Sigurd skreg for sit liv, var der dog næsten ingen, der kunne høre ham. Larmen fra de mange mennesker og fyrværkeriet på himlen overdøvede kynisk skrigene fra den 11-årige dreng, der naivt og nysgerrigt havde bevæget sig udenfor i den stjerneklare nytårsnat. Nu havde alle taget benene på nakken, og drengens eneste selskab var gnisterne, der gjorde ham til en levende stjernekaster.

I Antons øjne lignede det nærmest, at der kom skærebrændere op ad jorden og skar hul i asfalten omkring ham. Snart ville hans ven blive hevet ned og opslugt af jordens indre.

»Sigurd!?« råbte Anton, der ikke kunne se ham. »Er du ok?«

»Hjælp mig!« hylede og skreg han inde fra kedlen af røg og ild, der skiftede farver som et andet lysshow. »Mine øjne! Jeg kan ikke se noget.«

Stemmen knækkede over, og staklen blev igen overdøvet af flere brag fra himlen. Raketterne tordnede som maskingeværer fra oven.

Anton ville gøre alt, hvad han kunne for at hjælpe sin ven, men han turde dog ikke nærme sig det røgfyldte område. I stedet  løb han hen til den nærmeste person:

»Kan du hjælpe?!« tryglede han en vildt fremmed mand og hev i hans ærme, »Sigurd er blevet ramt af en raket!«

Men manden blev bare irriteret:

»Smut med dig, knægt,« vrissede han og dinglede videre med en ølflaske i hånden.

»Er der slet ikke nogen, der vil hjælpe?« råbte Anton opgivende og forsøgte at få kontakt til nogle af de mange voksne. Men ingen gav ham nogen opmærksomhed, og bag ham var Sigurd nu fuldstændigt forsvundet i røgtågerne. End ikke lyden af gråd og pine kunne høres længere.

»Jeg henter hjælp, Sigurd,« lovede han og løb straks afsted.

»Mor! Far! Det er sket noget frygteligt!« råbte han, så snart han kom ind ad døren til lejligheden og løb mod stuen.

Inde i stuen sad hans forældre og snakkede med gæsterne. Sigurds mor og far, Mette og Mikkel, var på besøg for at fejre det nye år, og eftersom det ikke var hvert år, man kunne hoppe ind i anden halvdel af det 21. århundrede, skulle det gøres med manér. Sofabordet var fyldt med alt, hvad hørte til fejringen af nytåret – champagne, kransekage, serpentiner, øl og sodavand, tallerkener med pindemadder, skåle med chips og andre snacks.

»Sigurd er blevet ramt af en raket!«

»Nå, for pokker,« grinede Sigurds far og himlede med øjnene.

Antons far, Lars, tog også udmeldingen med sindsro og rakte ud efter nogle chips.

»Går det vildt for sig derude?« spurgte han Anton, der tydeligvis forventede, at alle straks burde være sprunget op af sofaerne og faret ud på gaden.

Kun Sigurds mor så ud til at tage situationen alvorligt og så bebrejdende på hendes mand:

»Sådan kan du da ikke sige, Mikkel,« sagde hun irettesættende. »Du må da gå ud og hjælpe din søn.«

Uden at spore den mindste travlhed tog Sigurds far en slurk af sin øl:

»Rolig nu. Brændt barn skyr ilden. Skal vi nu ikke lige lade ham finde ud af livet selv, i stedet for at pakke ham ind i vat og bomuld?«

Kommentaren fik mødrene til at spærre øjnene op og rotte sig sammen:

»Ej, hvor er det bare typisk mænd!« udbrød Anne forarget.

Mettes øjne lynede også:

»Ja, I tager aldrig ansvar,« skældte hun ud på sin mand. »Du vil godt give drengen lov til at se på fyrværkeri, men hvis han har brug for hjælp, gider du ikke at røre en finger. Han står altså ude på gaden nu og græder. Helt alene.«

»Ja ja, men det dør han jo ikke af,« forsvarede Mikkel sig noget bagstræberisk og lagde armene over kors. »I kunne jo også rejse jer og gå derud.«

»Du kan tro nej!« nægtede Mette og tilføjede, at det ikke var hende, der havde givet drengen lov til at gå udenfor, og desuden havde hun stiletter på, og de var i forvejen ikke særligt nemme at gå i.    

For Anton var samtalen til stor frustration. Som den eneste vidste han, hvor meget Sigurd led. At han endnu ikke havde formået at hjælpe hans bedste ven, fik det til at gøre helt ondt i maven. Han forsøgte igen:

»Far, kom nu! Du må hjælpe.«

»Selvfølgelig, Anton,« svarede hans far overbærende og aede ham i håret. »Vi kommer ud om ti minutter, ik’? Vi skal bare lige drikke ud, så kommer vi. Gå bare ud og leg igen.«

Når selv hans egen far ikke ville hjælpe, var der kun ét håb tilbage:

»Morfar!« råbte han og løb over til stuens store lænestol, hvor aftenens alderspræsident tog imod ham med udstrakte arme:

»Anton, min dreng!«

Men Anton havde ikke tid til at kramme:

»Du bliver nødt til at hjælpe mig, morfar. Sigurd er i knibe. Han er blevet ramt af en raket, og det stod ud med gnister og flammer omkring ham, og folk løb væk derfra. Vil du ikke nok?! Please, morfar!«

»Hold da op, det lyder næsten ligesom i mine unge dage,« lød det muntert fra morfaren, der flere gange blev hevet i armen. Heldigvis forbarmede den gråhårede bedstefar sig og lagde an til at mobilisere sin gamle krop. Men først måtte morfaren tage tilløb til at komme op af stolen. Lettere besværet lænede han sig tilbage og kastede hele sin krop forover. Omsider lykkedes det ham at komme på benene.

Anton syntes slet ikke, det gik hurtigt nok, men da det var den eneste hjælp, han kunne få, måtte han jo være tilfreds med det.

»Kom nu,« skyndede Anton på ham og forsøgte at hive ham ud af stuen.

»Jeg kommer, jeg kommer,« forsikrede han. Det var da rart, at der stadig var nogen, der havde brug for en gammel olding som ham.

»Vær nu forsigtig, far,« sagde hans datter, Anne, med løftet pegefinger.

»Ja, ja. Men jeg har sgu’ oplevet værre nytårsaftener end nogen af jer,« lo han og tog sin stok og begyndte at lunte efter Anton, der allerede havde åbnet hoveddøren og var på vej ud.

»Skynd dig, morfar!«

»Er på vej ...«

Udenfor var gaden stadig fyldt med festglade mennesker. Natten var kølig, og folk stod tæt sammen i grupper og så op på nytårshimlen. Antons morfar, der hverken kunne høre eller se noget af det hele, måtte nøjes med synet af sin egen ånde. Men det gjorde ikke noget. Han havde set nok af fyrværkeri i sine unge dage. I stedet for at ærgre sig, lynede han derfor jakken tæt op om halsen og begav sig med langsomme skridt ud i nytårsnatten.

»Sikke et svineri,« sukkede han og zigzaggede udenom nogle forhindringer, der lå på fortovet. »De unge er sgu’ ikke meget bedre end os i gamle dage.«

Svineriet, han hentydede til, indbefattede blandt andet en god blandet landhandel af diverse nytårspynt, nedfaldne nytårshatte og ikke mindst glasskår fra adskillige smadrede flasker. Han kom også forbi nogle tabte earplugs, der så ud til at være blevet trådt i stykker. De nymodens earplugs havde han for længst nægtet at gå med, selvom de – udover over at kunne give ham interaktiv lyd på farten – også kunne have hjulpet på hans hørelse.

»Nå, hvor er knægten?« spurgte han Anton, der stod henne ved nogle parkerede førerløse biler, hvor raketten havde slået ned. Morfaren undrede sig, for Sigurd var ikke til at se nogen steder.

»Sigurd!?« råbte Anton ud i nytårsnatten – i håb om at få kontakt til sin ven.

»Er han stukket af?« spurgte morfaren og kiggede sig uroligt omkring, men Sigurd var ikke til at se nogen steder.

»Var det her, det skete, Anton?«

»Ja, det var her, den sprang i luften,« fortalte drengen livligt. »Det stod ud med flammer og gnister. Det var helt vildt! Jeg har aldrig set noget så sindssygt, morfar!«

»Ja, det er sgu’ ikke til at se,« grinede den gamle og så sig forvirret omkring.  

Så løftede han pludselig stokken:

»Sig mig, Anton, er det ikke ham, der sidder derovre i cykelskuret?«

Selvom han var 86 år, var hans øjne ikke helt dårlige.

»Sigurd!« udbrød Anton og begyndte straks at løbe derover.

Bag ham traskede morfaren opgivende efter. Det var irriterende hele tiden at være bagud.

Anton fandt Sigurd i det åbne cykelskurs bagerste hjørne. Han sad på jorden med ryggen opad væggen. Hovedet var bukket og knæene, som han havde trukket helt ind til sig, holdt han omkring med sine arme. Hele hans krop rystede, men det var svært at se, om det var af kulde eller skræk.

»Er du ok, Sigurd?« spurgte han bekymret.

Sigurd svarede ikke, i stedet rystede han bare på hovedet. På jorden foran ham lå hans earplugs. Det var lykkedes ham at tage dem ud, hvilket undrede Anton. Dels fordi earplugs var ret dyre, man skulle passe meget på dem. Dels fordi de – takket være en semi-permanent hudklister – sad temmelig godt fast i øregangene. Hudklisteret sørgede for, at de altid blev på deres plads. Men fordi Anton kunne se, at Sigurd var meget ked af det, sagde han ikke noget om det. Desuden ankom hans morfar:

»Hvad er det sket, knægt?« spurgte den gamle med sin venlige stemme. »Anton siger, du blev forskrækket over nogle nytårsbrag. Det var da noget værre noget.«

Sigurd løftede hovedet. Øjnene var blodsprængte og røde. Der var ingen tvivl om, at han havde grædt meget.

»Jeg kunne slet ikke se noget,« sagde han med nedadgående mundvige. »Selvom jeg lukkede øjnene, så fortsatte det bare med at eksplodere. Det bragede helt vildt i mine ører, indtil jeg fik taget de dumme earplugs ud.«

»Var lyden for høj?« spurgte Anton og samlede dem op og kiggede undersøgende på dem.

»Alt for høj, og de sad alt for godt fast. Jeg kunne næsten ikke få dem ud. Men det var mest ubehageligt i mine øjne. Jeg kunne slet ikke se noget.«

Med sin stok puffede morfaren venligt til drengen og fik ham til at rejse sig op:

»Hør du, lad mig engang se på dem,« sagde han og trak Sigurd hen under en lampe i cykelskuret.

Mens Sigurd spilede gluggerne op, kiggede morfaren grundigt ind i hver af drengens øjne. Udover at de var rødsprængte, var der heldigvis intet at se – det eneste morfaren lagde mærke til, var den lille kant på de næsten usynlige interaktive kontaktlinser, som alle havde i øjnene nu om dage. Kontaktlinserne tilføjede et ekstra skærmlag til ens syn, så alt muligt kunne ske – lige fra sidste nyt om trafikken eller vejret eller som i dette tilfælde en nytårsraket på afveje. Det man så, kunne virke lige så levende, som hvis det var sket i virkeligheden.

»Sig mig. Skulle vi ikke tage de der dimser ud af dine øjne, hva’?«

»Nej, morfar!« udbrød Anton, »det siger far, at man ikke må. De interaktive kontaktlinser er totalt dyre, og de skal opbevares i en særlig væske, når de ikke sidder i øjnene.«

Den gamle mand, der ikke selv gjorde brug af den slags nymodens bras, rynkede med øjenbrynene:

»Sikke noget sludder! Knægten har jo fået et helt chok af at have dem på. De må da være i stykker.«

»Det tror jeg altså ikke, morfar. Sigurd nåede bare ikke at komme væk fra fyrværkeriet. Han blev fanget lige mit i den interaktive oplevelse.«

Men den forklaring tog morfaren ikke for gode vare:

»Vrøvl! Det kan da ikke være meningen, at sådan noget kan ske. Der må da være noget galt med mekanikken.«

»Det er bare for at give folk en så spændende nytårsaften som overhovedet muligt, morfar. Uden dem kunne vi slet ikke se fyrværkeriet. Det er faktisk rigtigt smart. Og man kan jo også bruge dem til alt muligt andet. Man kan se tv, film, spille computerspil ...«

Som et levende bevis på, at morfaren havde ret, strakte han armen ud mod Sigurd og afbrød ham:

»Det er meget muligt, Anton, men enhver kan da se, at Sigurd ikke har haft megen glæde af dem. Har du vel, Sigurd?«

Den skræmte dreng bekræftede morfaren og nikkede såret.

»Der kan du selv se,« sagde han til Anton og rettede derefter blikket mod Sigurd: »Synes du ikke, vi skal tage dem ud, hva’?«

»Jo,« svarede Sigurd, der tydeligvis meget gerne ville være fri for flere interaktive nytårsoplevelser.

Morfaren så lidt usikkert på drengen:

»Kan du selv, eller skal jeg hjælpe dig?«

»Mor plejer at gøre det, men du må gerne,« sagde han, »jeg ved ikke rigtigt, hvordan man gør.«

»Kom her, knægt,« sagde den gamle, der med sin trygge stemme så nemt som ingenting kunne overtale barnet til at lægge problemet i hans hænder.

»Du skal bare læne hovedet lidt bagud,« instruerede morfaren og lod lille Sigurds hoved finde støtte i sin hånd. »Men du må ikke blinke, vel? Du skal bare kigge lige ud i luften. Så skubber jeg lige så forsigtigt kontaktlinserne til siden og får dem ud. Det gør ikke ondt, det lover jeg dig. Bare tag det helt roligt.«

Sidstnævnte passede nu ikke helt. Men det lykkedes relativt hurtigt at få begge de nymodens kontaktlinser ud. Anton fik æren af at holde dem, selvom de højst sandsynligt ville gå i stykker, fordi de ikke omgående blev lagt i den specielle opbevaringsvæske, som fulgte med.

»Hvordan er synet?« spurgte den gamle morfar.

»Meget bedre,« svarede Sigurd og virkede allerede mere glad.

»Godt, min dreng!« sagde den gamle og uglede ham i håret.

Uden de interaktive kontaktlinser og earplugs kunne Sigurd nu opleve nytårsnat, som den i virkeligheden var. Himlen var stille og dyb mørkeblå, stjernerne funklede og månens gullige lys lagde sig blødt over byen, hvor man kun kunne høre lyden af musik og festglade mennesker.

»Nå, venner! Skulle vi ikke se at komme tilbage til lejligheden?« spurgte morfaren og viftede drengene afsted. De satte begge i løb.

Anton kunne selvfølgelig stadig høre og se nytårsfyrværkeriet, men for Sigurd var der nu ikke længere noget omkring ham eller over ham, der bragede. Det digitale fyrværkeri var væk, præcis ligesom det fysiske nytårsfyrværkeri – der for adskillige år siden var blevet forbudt af hensyn til klimaet.

Morfaren savnede nu det gode gamle fyrværkeri, men han mindede sig selv om, at han jo selv havde været med til at stemme for den lov, der gjorde traditionelt fyrværkeri ulovligt. Og det havde nu også været det rigtige at gøre: Borte var regnen af cadmium, bly, kviksølv og alverdens andre tungmetaller. Borte var den skjulte partikelforurening, der førte til helbreds- og miljøskader og sikkert også mange andre dårligdomme.

Men derudover var der jo også mange andre fordele, mindede han sig selv om: Ingen øjenskader. Ingen sprængte hænder og fingre. Ingen fyrværkeri, der var skyld i nedbrændte ejendomme eller andre katestrofer. Ingen forældre, der behøvede at bekymre sig særligt meget over at sende deres børn ud for at se på fyrværkeri nytårsaften.

Det største problem var sådan kun, at de interaktive oplevelser nogle gange blev en anelse for uhyggelige for de små. Det vidste han ikke rigtigt, hvad han skulle mene om. Men mon ikke det blev løst også.

Nå ja, og så var der selvfølgelig også affaldet på gaden. Med sin fod trådte han på en nytårshat, så den blev helt flad, og gik videre. Men den slags problemer måtte Anton og Sigurd tage sig af, engang når de blev voksne.