Det var lykkedes Winston at smugle øksehovedet ind i auditoriet. Takket være hans tekniske snilde havde han formået at udskifte motoren i sin jetMac med en mindre og gøre plads til det skjulte våben. Eftersom hans jetmoter lignede alle de andre fra det over 100 år gamle tech-firma, havde sikkerhedsfolkene ukritisk ladet ham passere og komme indenfor i den cirkelformede glasbygning.

Derefter havde han som aftalt diskret byttet den ud med en anden.

Det blev gjort på præcis samme måde, som spioner i gamle dage byttede identiske tasker – nemlig ved at stille jetMac’en ved siden af en andens og vente på, at den fremmede person gik afsted med hans. Hvem manden var, der tog hans jetmotor, vidste han ikke. De hilste ikke på hinanden. Winston vidste heller ikke, hvem der havde indsmuglet de andre dele af øksen, hvordan den skulle samles og – vigtigst af alt – hvem der skulle udføre frihedskæmpernes protestaktion for øjnene af hele verden.

Det eneste han vidste var, at han var glad for, at det ikke var ham.

Selvom han nu sad på sin plads i det kæmpe auditorium, der befandt sig under jorden, og egentlig kunne slappe af til den store begivenhed, var det umuligt. Nervøsiteten havde inficeret ham som en virus, der spredte sig med lynets hast ud til de fjerneste egne af hans krop. Hænderne sitrede, og under skjorten piblede koldsved frem på ryggen. Over tindingen lagde en afslørende sveddråbe an til at finde vej ned over hans kind. I sidste øjeblik nåede han at tørre den bort, mens han anspændt så sig fra side til side.

Heldigvis så ingen ud til at have bemærket noget.

Journalisterne var mere optaget af at tale med hinanden om dagens event og rapportere live fra stedet. Millioner af seere fra hele verden fulgte med via deltagernes iVisions, der klæbede sig fast til huden rundt om deres øjne og koblede verden op til den store begivenhed. Hver især havde de deres eget bud på dagens store nyhed fra den ikoniske virksomhed, der havde givet verden alt fra smartphones og tablets til biler og jetpacks. I månedsvis havde det summet med rygter om endnu et nyt, revolutionerende produkt, og forventningerne til dagens lancering var derfor større end nogensinde.

For nogle år siden havde Winston været lige så optaget af lanceringerne. Ligesom de andre journalister havde han også hungret efter nyheder fra det enevældige tech-selskab, men ikke længere. Siden hans søster var forsvundet sporløst for tre år siden, og hendes identitet pludselig ikke dukkede op på hverken iFinder eller i de mange offentlige tjenester og registre, var han blevet mere og mere overbevist om, at hun havde haft ret.

Æblet var blevet råddent.

Da lyset forsvandt i salen, blev alting sort omkring ham. Stemmerne dæmpedes. Oppe på scenen trængte et svagt lysskær op langs bagvæggen og afslørede det tomme podie, hvor guruen snart ville vise sig. Imens var det som om, publikum holdt vejret. Atmosfæren simrede. Flertallet var spændte og fyldt med forventninger.

Winston havde det anderledes. Det eneste, han så frem til, var, at øksen, som han havde været med til at smugle ind, skulle knuse den enorme skærm, hvor dagens lancering ville blive præsenteret. Forhåbentligt ville den slå et symbolsk hul i virksomhedens hjerte på præcis samme måde, som tech-giganten havde slået hul i hjertet på ham.   

Så trådte lederen ind på scenen. Masseforførerens ankomst fik automatisk folk til at rejse sig. De klappede, hujede og piftede. Som vanligt var Brother Jobs beskedent klædt. Lidt ligesom sin tip-oldefar, der havde lagt navn til teateret. Brother Jobs var iført almindelige denimbukser og en sort trøje med turtleneck. På næsen sad nogle små, runde briller, der fik ham til at udstråle intelligens og kølig fornuft. Hans gummisko, der var hvide som sne, fik ham til at fremstå ungdommelig. Det virkede måske tilfældigt, men var det næppe.

Projektøren fulgte hans spinkle krop, mens han slentrede hen til talerstolen og underspillet vinkede til salen. Disciplene hyllede deres mester.

»Tak, tak,« lød det fra Brother Jobs, der samlede hænderne mod hinanden og bukkede som en anden munk.

»Tak!« smilede han igen og forsøgte nu med hænderne at dæmpe klapsalverne. Selvom han ikke havde lyst, klappede Winston også. Det ville vække opsigt, hvis han ikke gjorde. Winstons applaus var dog langsom og modstræbende.

Efter de stående klapsalver satte publikum sig langt om længe ned, og salen blev igen stille. Brother Jobs nød det. At have salen i sin magt var en lille magtdemonstration i sig selv:

»For 50 år siden indtog min fars virksomhed en banebrydende rolle i verden. Vores firma løste en faretruende global klimakrise. Vi fik lukket for de altødelæggende tendenser med ’fake news’ og konspirationer, der havde undermineret det moderne verdenssamfund. Vi fik styr på de sociale medier, der var løbet løbsk. Og vi fik luget ud i det mørke internet og stoppet cybertroldenes hærgen. Men vigtigst af alt: Vi gav verden den platform, der sikrede menneskeheden stabilitet og fred, tryghed og sundhed – noget som ingen anden regering, religion eller institution nogensinde har formået.«

»Think different!« råbte en person fra salen, mens en anden piftede.

»Her i firmaet har vi dog altid sagt, at godt ikke er godt nok. Vi er passionerede og dedikerede og forsøger altid at gøre tingene endnu bedre. Dét vil vi også vise for jer i dag,« lovede han selvsikkert og trak sig væk fra midten af scenen.

»I dag vil vi præsentere et produkt, der er så innovativt, så revolutionerende, at det vil ændre verden for altid,« forsikrede han og dæmpede en ny bølge af klapsalver.

»Det er dog vigtigt for mig at understrege, at vores nye produkt fortsat vil give menneskeheden det, som vi alle har nydt gavn af nu i årtier. Nemlig endnu mere tryghed og sikkerhed, en bedre moral, en smukkere tankegang, mere orden og en endnu mere optimal håndtering af de problemer, verdenssamfundet slås med.«

Brother Jobs havde publikum i sin hule hånd. Ingen stillede spørgsmål til hans ord. Ingen rejste en kritisk røst. Ingen kunne slippe ud af hans hypnotiserende greb. Winston følte sig heldig over, at han ikke var påvirket af denne demagog. Om nogen vidste han nemlig, at der bag euforien over al teknologien og innovationen var en bagside. At de søde ord havde en bitter smag. Det var netop denne skyggeside, hans søster, Lisa, havde opdaget, påpeget og var blevet straffet for. Som en af de få havde hun forholdt sig skeptisk til firmaets allestedsnærværende dominans. Åbent havde Lisa talt om masseovervågning, tankepoliti og menneskeformatering. Sidstnævnte fandt sted i FoxConntrol-lejrene, der ikke fandtes, fordi de blev retoucheret væk fra firmaets online kort. Det havde ført til mange heftige diskussioner, som hun havde taget del i. Hun havde også skrevet adskillige kritiske indlæg. Men da nogen endelig var begyndt at lytte til hende, var hendes ytringer pludselig forsvundet som dug fra solen – ligesom hende selv.

»Det er derfor med stor stolthed, at jeg i dag kan præsentere jer for en nyhed, der er så revolutionerende, så alsidig og så ufattelig, at den vil gå over i historien. Mine damer og herrer! Jeg giver jer: iMind,« udbrød Jobs og strakte armen ud som en anden profet.

I det samme blev hele bagvæggen lyst op. Glasoverfladen fremtryllede straks de smukkeste og blødeste lysstråler, der flød ind i hinanden, som var man blevet suget ind i en tunnel af farver. Det hele kulminerede i et hvidt lys til lyden af englestemmer. Det var som om, selve himlen åbnede sig foran publikum og at guruen havde hidkaldt en overnaturlige genstand, der nu langsomt dalede ned fra oven.

»iMind!« gentog han, mens den flade, runde genstand svævede ned fra skyerne til de mest fortryllende toner af smuk musik.

Deltagerne var i henrykkelse. Øjnene var ved at rulle ud af hovedet på dem af nysgerrighed, og de lænede sig alle frem, som blev de draget af en mystisk kraft. Hvad var det mon? Formen på genstanden mindede lidt om et gammeldags, fladt batteri eller måske en tyk mønt uden riller. Bortset fra logoet i midten, æblet, var genstanden helt uden prægninger. Som en anden diamant var den skinnende ren, glinsende og blank. Der var ingen indgange til stik, ingen lamper eller dioder, ingen tænd-og-sluk-knap. Det nye produkt var helt og aldeles perfekt.

Brother Jobs tog et eksemplar op af sin egen lomme og holdt den op foran publikum:

»Så lille, så enkel, men samtidig så ubegribelig avanceret. Hvad synes I?« spurgte han og viste stolt den lille dims frem. Selvom det var umuligt at se, hvad han holdt i hånden og hvad den kunne, kvitterede publikum med endnu mere begejstring.

Alle undtagen Winston var i ekstase.

»Denne lille ting kommer til at ændre vores verden for altid,« fortsatte han. »iMind er nemlig mere end bare et produkt, der løser et problem. iMind løser alle vores problemer.«

Men hvordan, tænkte Winston skeptisk?

»Vi kalder den en hub. En ny, revolutionerende måde at forbinde alt med hinanden – din verden, din familie og venner, dine arbejdskolleger, dine sanser, din hørelse, dit syn, dine behov, din krop, ja, selv dine inderste tanker og ønsker. Med iMind kan vi forbinde alle mennesker og alle ting med alt – med Sirina og Daniel, iFinder, iMaps, iNet, internettet og endda forskellige menneskers sind. iMind kan besvare dine spørgsmål, når du blot tænker på dem. iMind kan hjælpe dig med at finde vej, når du er faret vild – ikke bare i trafikken, men også på din vej igennem livet. iMind kan oplyse dig og uddanne dig, guide dig og lede dig. iMind kan trøste dig og få dig til at grine. iMind er din ven, som kan hjælpe dig med at finde venner. Rigtige venner. Og samtidig kan den holde dig på afstand fra de dårlige. iMind kan gøre dig bedre til at tolke andre menneskers signaler, mindske misforståelser og skabe bedre kommunikation. Hjælpe dig med at finde en kæreste, eller måske kvitte din nuværende.«

Med et glimt i øjet trak han på skuldrene og smilede.

Publikum kvitterede med mere applaus. Enkelte på de forreste rækker rejste sig igen op, og snart fulgte hele salen trop. Modvilligt rejste Winston sig også, men kun for at benytte lejligheden til at se sig omkring. Hvor blev han af? Hvor gemte han sig blandt publikum? Havde han fået samlet øksen? Modsat de mange andre var Winston utålmodig og nervøs. Hvor blev den person af, der skulle komme løbende ned ad gangen med en tung økse i armene, svinge den mod den store glasskærm og splintre billedet i en kakofoni af glasstumper, så det regnede ned over scenen?

»iMind kan også passe på dig,« fortsatte Brother Jobs. »Har du tænkt på, hvordan det går med din sundhed og dit helbred? Er du bekymret? Jamen, så tænk på Sirina og spørg hende i dit sind. På kort tid kan hun igennem iMind opspore kræft, blodpropper, hjertekarsygdomme, parkinson, demens og mange andre alvorlige sygdomme, endda før de udvikler sig. iMind kan også beskytte dig mod din værste fjende – dig selv. Er du på vej mod en farlig afhængighed? Stofmisbrug eller alkoholmisbrug? Så kan iMind advare og hjælpe dig. Eller hvad nu hvis der er ved at ske en forbrydelse? Tænk ikke på det. iMind tilkalder automatisk myndighederne. Også hvis det er dig selv, der er forbryderen!«

Et stort grin gik igennem salen.

»Det er da for dit eget bedste, er det ikke? Og hvad med dine tanker, nu vi er i gang? Har du styr på dit sind? Hvordan kan du vide, at dine tanker i dag ikke vil føre til fatale handlinger i morgen? Er det ikke netop fra forkerte tanker, at sådan noget som fanatisme, ekstremisme og terrorisme udspringer? Alle den slags forkerte tankegange kan iMind hjælpe dig med at bearbejde ved at analysere dit sind, give dig konstruktive råd, måske endda terapeutiske forløb, og advare dig imod at gå ud ad en forkert vej. iMind vil udelukkende forbedre dit liv – og dermed forbedre vores samfund.«

… og jeres indflydelse og magt, spekulerede Winston. Men det lod som om, han var den eneste, der tænkte sådan, for salen stortrivedes. Henrykkelsen havde ingen ende.

»Så I kan nok se, venner, at iMind virkelig er den største opfindelse, vi har skabt til dato. I dag, mine damer og herrer, skriver vi historie. I dag er I vidner til en revolution. I dag træder vi sammen ind i fremtiden. Kunne I tænke jer at få en demonstration?«

»Ja!« brølede publikum, så det nærmest fik taget til at løfte sig. »Jamen, så prøv den da!« udbrød han stolt, da dørene slog op og en lang række medarbejdere kom ind. Hver især bar de på små æsker, som de begyndte at dele ud til deltagerne: »I skal nok få én,« beroligede han, »der er nok til alle. Enhver i salen kan få sit eget eksemplar med hjem i dag.«

De ivrige gæster sendte glædeligt de små æsker videre til deres sidemand. Snart fik selv dem på de inderste pladser et eksemplar, og gaverne blev grådigt taget imod. Straks gæsterne havde fået dem i hånden, begyndte de at åbne dem. De var som utålmodige børn, der åbner gaver på deres fødselsdag.

Winston fik også en lille hvid kasse. Som altid var designet minimalistisk og stilrigt. Med en smule skepsis åbnede han æsken og betragtede den ubetydeligt lille dims, der lå i midten. Et kort øjeblik overvejede han, om han skulle sætte den på sin pande, ligesom alle andre gjorde omkring ham. Bare for at prøve den. Bare for at se hvordan den virkede. Men alligevel tøvede han. Noget i ham sagde, at det var en dårlig idé. I stedet betragtede han Brother Jobs, der satte sin egen iMind fast i panden. Det så ud til at være ganske nemt, og tilsyneladende sørgede den selv for at klæbe sig fast. Ganske kort efter ændrede billedet sig på den enorme glasskærm.

Publikum kunne se sig selv med Brother Jobs øjne.

»Hej med jer! Jeg er lige i gang med at optage en film af jer til mit kommende videoalbum,« smilede han og skabte en ny bølge af klapsalver. Skærmen reflekterede hans syn, der panorerede hen over de mange overraskede deltagere, der var i gang med at åbne deres gaver og montere deres nye iMinds i deres pander – og dermed give firmaet adgang til deres sind.

Som kvæg på vej til slagtning, tænkte Winston.

»I kan faktisk sætte den, lige hvor I vil på hovedet,« forklarede Jobs. »Hvis I synes, det er smartere at skjule den bag øret, gør I bare det,« tilføjede han og gjorde det på sig selv – endda uden at signalet fra hans syn blev afbrudt. »Den skal bare have en afstand på nogle centimeter fra hjernen, så opfanger den bølgerne. Nogle af jer har sikkert også bemærket, at hvis I allerede har en konto hos os koblet op til jeres DNA, så følger jeres personlige kontakter, kalendere, fotos, videoer, musikpræferencer og indstillinger med. Og husk: Er der noget, I har spørgsmål til, spørger I bare Sirina. Hun vil svare jer i jeres tanker.«

Brugervenlig tankeovervågning, rasede Winston, der nu måske var en af de eneste i salen, der ikke havde taget sin iMind på. I stedet havde han ladet som om, han havde sat dimsen fast bag øret og dækket den til bag håret. I virkeligheden lå den i lommen. Intet firma i hele verden skulle få lov til at komme helt ind i hans hjerne. Det ville være som at få taget sin sjæl til fange, havde Lisa sagt. Og når han kiggede rundt på publikums tomme blikke i salen, fordi de brugte al deres hjernekapacitet på at udforske iMind, blev han endnu engang bekræftet i, at hun havde ret. Snart ville hele verden også blive gjort opmærksom på, at der fandtes nogen derude, der mente noget andet.

Om lidt ville øksen knuse illusionen.

Om lidt ville folk vågne op.

Troede han.

For i samme øjeblik begyndte advarselslamperne i loftet at blinke ildevarslende rødt.

I højttalerne hørtes Sirinas stemme:

»Vi afbryder kortvarigt programmet for at bringe en sikkerhedsmeddelelse.«

Det lod ikke til at være planlagt. Selv Brother Jobs så ud til at være overrasket. Uroen i hans blik afslørede, at det var uden for manus.

Sirina fortsatte:

»Alle bedes bevare roen og blive på deres pladser. Sikkerhedspersonalet er tilkaldt og på vej.«

I løbet af få sekunder stormede det ind med adskillige sikkerhedsvagter. Oppe på scenen blev Brother Jobs barrikaderet af muskuløse bodyguards, der straks fulgte ham ud. Imens tordnede hæren af vagter ind i salen som myldrende myrer, der kriblede ned igennem gangene mellem rækkerne.

Winstons hjerte bankede.

Var det ham, de var ude efter? Var han blevet opdaget?

Med stålsatte blikke og vrede ansigter nærmede de sig rækken, han sad på.

Det var en lettelse, da de løb forbi ham.

I stedet hørte han kort efter tumult længere bagude i salen. Anspændt rykkede han sig fra side til side for at se, hvad der foregik, men alle de andre nysgerrige deltagere stod i vejen og blokerede for udsynet. Det var umuligt at se, hvad der skete.

»Slip mig! Det her er et overgreb!« hørte han en mand råbe bagerst i salen. »Lad mig være.«

»Forhold dig i ro!« råbte en vagt.

»Slap af!« udbrød en anden.

Imens hørte Winston forbløffede og chokerede stemmer fra forsamlingen. Nogle gispede forskrækket. Andre morede sig. Andre var bare nysgerrige efter at finde ud af, hvad der foregik. En kvindestemme trængte pludselig igennem larmen:

»En økse!« skreg hun og fik pøblen til at fare op. Alle trak sig tilbage fra vagterne, som Winston nu kunne se kæmpede med at holde en mand nede.

»Det var ikke min!« råbte han, »jeg kender intet til den.«

»Vi har situationen under kontrol,« sagde en vagt i nærheden i en lille mikrofon, der hang ned fra en øresnegl.

»Gør plads,« kommanderede en anden, der kom løbende ned igennem midtergangen og skubbede de nysgerrige folk ud til siderne.

Lidt efter blev den tilfangetagne mand slæbt forbi Winston. Han vred sig og strittede så meget imod, at vagterne måtte bære ham ud i ben og arme. Men han var nem at genkende, det var nemlig ham, Winston havde byttet sin jetMac med.

»Protest! Slip mig fri! Slip mig fri fra dette tyranni!«

Manden kæmpede en brav kamp og forsøgte af alle kræfter at modsatte sig anholdelsen, men han havde ikke en chance. Vagterne var for mange, og idet han blev slæbt forbi Winston, var det også tydeligt, hvilken fejl han havde begået.

Fejlen sad nemlig klæbet fast til hans pande.

Winston mærkede en opgivende følelse i kroppen. Han havde lyst til at bande, men måtte holde ærgrelsen inde. Det eneste han kunne, var at knytte sin næve langs siden.

Kort efter var alle vagterne allerede i gang med at forlade salen, og inden længe dæmpedes lyset også igen over publikum:

»Kære deltagere. Sikkerhedstruslen er nu elimineret,« bekendtgjorde Sirina med en glædelig tone over lydanlægget, mens den sidste vagt forlod salen slæbende på den økse, som Winston havde været med til at smugle ind.

Publikum var stadig en smule opskræmte og chokerede, men også lettede.

»Vi beklager afbrydelsen,« fortsatte Sirina, »men kan samtidig fortælle, at truslen er overstået og at alle er i god behold.«

Alle de betryggende beskeder havde tilsyneladende en positiv effekt. Især fordi de nyligt tilkoblede iMinds, der sad på de mange gæsters pander, samtidig udsendte beroligende signaler i form at indre lindring, positive tankemønstre og blid musik fra iMusic.

Stemningen ændredes med blot nogle impulser.

»Vi vil samtidig gøre opmærksomme på, at episoden blev løst takket være iMind. Brother Jobs vil om et kort øjeblik fortsætte programmet.«

Der gik ikke længe, så vendte klapsalverne tilbage.